Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet.

ANALYSE / KOMMENTAR: Hvad gør en videnskabelig strålekomité, når den finder skadelige biologiske effekter, som den officielt er sat i verden for til at lede efter? Den lader fundene falde ned mellem stolene, skriver Tabt Tråds journalist og redaktør David Wedege, som portrætterer og problematiserer et af verdens mest betydningsfulde forskerråd på strålingsområdet. I dag udkom svenske SSM med sin 15. rapport.

Af David Wedege, ansv. red. Denne artikel udtrykker Tabt Tråds analyse og synspunkt.

PROBLEMET ER, AT der er indlejret en uløselig interessekonflikt, når staten bestiller et forskningsråd til at yde rådgivning om radiofrekvent stråling og miljøeffekter for menneskers sundhed.

Interessekonflikten består i, at man ikke kan skille teleselskaberne fra staten.

Sammen udgør staten og teleselskaber et teleindustrielt interessekompleks.

Teleselskaber som C.F. Tietgens KTAS i Danmark skabte telefonindustrien sidst i 1800-tallet.

Staterne opkøbte industrien i midten af 1900-tallet og udviklede den offentlige teleinfrastruktur i årtier, indtil man frasolgte selskaberne igen i en liberaliseringsbølge, der kom fra USA og som skyllede over Europa. Nærmest i ét globalt ryk fra midten af 80’erne til midten af 90’erne.

I mellemtiden havde staten også selv rejst Danmarks første mobilmaster i 1982, så lastbilchauffører og andet godtfolk kunne ringe fra et apparat, der var tykkere end telefonbøger.

Og nu er 5G alle regeringers vækststrategi for samfundene.

Staterne er også EU.

EU knytter den internationale komité, ICNIRP, tæt til sig, som sætter vores grænseværdi. EU definerer ICNIRP’s opgave og hvordan ICNIRP skal undersøge området. Imens er EU en erklæret global storaktør på 5G-området. EU fører EU-Kommissionen en aggressiv 5G-retorik og lovgiver nærmest om, at 5G er harmløst og at modsatrettede påstande skal modarbejdes.

Sverige kan endvidere sætte lid til, at telegiganten Ericsson skal trække eksportmilliarder hjem til statskassen som en af verdens meget få giganter, der producerer basestationer til mobilmaster.

Dermed bygger svensk erhvervslivs kronjuvel også 5G som global infrastruktur i skarp konkurrence med finske Nokia og kinesiske Huawei.

Nej, staten er ingen neutral mediator mellem en tilfældig industri og et civilsamfund. Ikke det der ligner.

Forstå SSM’s rolle

Samtidig håndplukker den svenske stat sin egen videnskabelige komité, som skal undersøge, om nationens strålende guldæg på stilke også er sunde for os.

Onsdag (den 28. april 2021) offentliggjorde den videnskabelige komité for elektromagnetiske felter i Sverige så sin 15. videnskabelige forskningsgennemgang.

Når SSM udkommer, smider det videnskabelige samfund på området i hele verden alt fra hænderne og griber det svenske papir.

Det er fordi, at “SSM” (Strålsäkerhetsmyndigheten), som forskningsmiljøet refererer til, er meget mere end en national svensk komité. Det er den svenske stat, som faciliterer en international gruppe af topforskere, som cirka hvert år udgiver en større publikation på engelsk om tidens spørgsmål i den ikke-ioniserende strålingsforskning om sundhed.

Langt de færreste lande har en ekspertgruppe, og lande som Danmark, der ikke har sin egen, knytter sig til de få ekspertgrupper, der findes. Fra verdenstoppen af ekspertgrupper kan man også pege på BERENIS, som er den schweiziske regerings ekspertgruppe, Sundhedsrådet i Holland, der er oprettet som en statsuafhængig institution – og eksempelvis også det australske regeringsagentur for stråling, ARPANSA.

Som en omrejsende trup

Der findes altså et lille antal nationale råd af betydning, som består af håndplukkede forskere.

Men ikke nok med at rådene er få: Gengangeriet af personer i disse råd er markant. Så når der henvises til, at både ICNIRP, SSM og Sundhedsrådet i Holland træffer den samme konklusion, så sidder SSM’s videnskabelige rådsformand Anke Huss i alle tre organer.

Rådene er tæt sammenfiltrede, når man trækker streger på navnekort. Det er et tæt netværk, og der er tilstrækkelig historik til at konkludere, at man får sæde i disse organer for at opføre sig loyalt over for ICNIRP’s udstukne grænseværdier.

Det er derfor, netværket af kritikere populært taler om “ICNIRP’sfæren”, og i 2019 tegnede det undersøgende journalistbureau, Investigate Europe, netværket og dets forbindelser til teleindustrien i en kulegravende artikel.

→ How much is safe?

Problemet er ikke svindel

Det er en udbredt myte blandt paniske rygtesmede på sociale medier, at strålemiljørapporter er fulde af korrupte og inkompetente købeforskeres fup og manipulationer.

Det er en grov og misvisende fremstilling. De fleste panikaktivister og konspirationsteoretikere har formentlig ikke læst rapporterne og kender formentlig ikke forfatterne.

Problemet er, at man som topforsker vedligeholder en karriere i elitemiljøet af myndighedsnedsatte råd, som håndplukkes subjektivt, hvis man dygtigt balancerer mellem to hovedhensyn. For det er dét, rapporterne så godt som altid gør: De legitimerer forskerne som årvågne og ansvarlige, som rejser og undersøger alvorlige spørgsmål. Og undgår konfrontation med staterne, som ønsker at legitimere deres milliardindbringende teleforretninger.

På den ene side er der hensynet til den hånd, som plukker forskerne og finansierer aktiviteterne, nemlig staten.

På den anden side tager forskerne hensyn til, at man ikke kan frakoble sig virkeligheden og den videnskabelige litteratur som Komiske Ali og benægte, at alvorlige spørgsmål om borgernes og mobilbrugernes sundhed og sikkerhed trænger sig på.

De alvorlige spørgsmål bliver altså stillet. Men hvad sker der så?

Sender aben videre

Man kan være sikker på, at rapporterne finder, at der er behov for at forske yderligere for at opklare, om fundne effekter også er reelle og om de udgør en risiko for menneskers sundhed.

Og SSM’s 15. rapport her i 2021 er ingen undtagelse.

I lighed med den schweiziske ekspertgruppe og dens konklusion i år, finder Sveriges ekspertgruppe, at tilpas mange studier viser, at oxidativt stress er en realitet i celleforsøg og dyreforsøg.

Det er veletableret i videnskaben, at oxidativt stress kan være skadeligt. Det er et spørgsmål om sårbarhed og belastning.

Men skærper rådet så bekymringen og de anbefalinger, som videregives til den svenske stat?

Nej, rådet anbefaler en vag og ukonkret anbefaling om at opretholde det, som rådet kalder forsigtighedstænkning på grund af fundne biologiske effekter, som viser sig, selv om grænseværdien er overholdt.

Resten er overladt til andre beslutningstagere end rådet selv. Det kunne være embedsapparatet i Strålsäkerhetsmyndigheten.

Konkret nævner SSM-rådet, at spørgsmålet om oxidativt stress skal vurderes af WHO, og det er en sælsom videreekspedition: For SSM-rådets opdrag er vitterlig at vurdere, tage stilling og rejse anbefalinger.

Meget behændigt formår rapporten både at vise duelighed som videnskabsråd – og ansvarsfralæggelse som autoritet.

Ensidig kræftfremstilling

Håndplukkeriet kommer særligt til udtryk i det langtrukne og omstridte spørgsmål om hjernekræft.

I kræftspørgsmålet finder en stribe af figurer fra videnskabelige topposter, at der er voksende evidens, og diskussionerne kan gå på, om WHO skal opklassificere bevismassen fra kode 2B (“muligvis kræftfremkaldende”) til kode 2A (“sandsynligvis kræftfremkaldende”) eller ligefrem kode 1 (“kræftkaldende”).

Blandt tilhængerne af skærpet mistanke finder man eksempelvis Annie Sasco, som i over 20 år var chef for kræftforebyggelse hos WHO. Man finder James Lin, som i 12 år sad i ICNIRP’s hovedkomité. Man finder topepidemiologen Christopher J. Portier, som for nylig forfattede en erklæring. Eller formanden for det hollandske sundhedsråds strålingskomité, Hans Kromhout. Det skorter altså ikke på forskerpluralisme uden for netværket.

Men i Sveriges SSM-råd er forskningsområdets forskellige positioner og pluralisme ganske fraværende.

Rådet finder, at en kræftsammenhæng virker usandsynlig, og argumentet, rådet støtter sig til, er smalt: Man tilsidesætter betydningen af en række videnskabelige resultater og fokuserer på, at den sjældne kræftform i hjernen, ikke virker til at være i vækst i statistikkerne.

Fornuftig konsensussøgning savnes i sådan et standpunkt. Baggrund er grangiveligt, at rådet har håndplukket et særligt meningssegment blandt kræftforskerne. Det kan SSM. SSM bestemmer jo selv, og antagonister som den svenske kræftalarmist på området, Lennart Hardell, skal aldrig forvente en invitation og en togbillet med posten fra Örebro til Solna og retur.

Danske Aslak Harbo Poulsen var en del af forskningsgruppen bag det danske kohortestudie om sammenhængen mellem hjernekræft og mobiltelefoni. Studiet, som nogle vil fremstille som en frifindelse af mobiltelefoni, blev reelt skamkritiseret af WHO’s ekspertpanel i 2011, som modsat valgte at lægge vægt på forskning, der viste en kræftsammenhæng.

Schweiziske Martin Röösli, som sidder i rådet og som tilmed er ICNIRP-medlem og formand for den schweiziske ekspertgruppe, BERENIS, er i grunden forfatter til konklusionen, som lyder i den dataanalyse, han publicerede i januar 2019 – sammen med blandt andre det danske kræftstudies tyske hovedforfatter Joachim Schüz.

Altid et nyt spørgsmål

SSM’s kræfteksperter sidder altså i rådet og vurderer og godkender deres egen forskning og tilsidesætter konkurrenternes.

Det er i sig selv betænkeligt, og betænkeligheden skærpes, når man kender forskningsmiljøets andre positioner i spørgsmålet.

De spørgsmål, som tidligere rapporter stillede, bliver sjældent besvaret i næste rapport. Til gengæld rejses der ofte et nyt spørgsmål.

I 2020 fandt SSM-rådet, at flere dyreforsøg rejste mistanke om skader på mandlig fertilitet. Yderligere forskning skulle til for at træffe den endelige konklusion om menneskers risici. Den konklusion er stadig ikke truffet.

I 2021 rejses spørgsmålet om kræft i skjoldbruskkirtlen for første gang.

Spinkle resultater med talfattige studier kan muligvis antyde, at mobiltelefoni kan være årsag til kræftformen i halsregionen.

Anbefalingen er at der skal forskes videre og holdes øje. Det sker blandt andet efter, at det amerikanske Yale-universitet har rejst spørgsmålet med nyere publiceret forskning.

Således kan rådet opretholde kontakten med videnskabens virkelighed – og undgå at bide den fodrende hånd.

Og således kan myndigheden bag rådet – Strålsäkerhetsmyndigheten i Stockholm-forstaden Solna – slutteligt notere og bedyre for samfundet og politiske beslutningstagere, at strålemiljøet i samfundet fortsat er sikkert for svenskernes sundhed.

Advertisement