Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.
NYHED / UDLAND: Sidst i juli skulle et nederlandsk ekspertpanel have offentliggjort en 5G-rapport.
Men nu må politikere og myndigheder i Holland vente til september, før udvalget for elektromagnetiske felter er klar med sine sundhedskonklusioner om 5G.
Det skriver Hollands nationale sundhedsråd i en kort briefing af 15. juli 2020.
Det er anden gang i år, at Sundhedsrådet i Holland udsætter offentliggørelsen af landets 5G-rapport, som ventes med spænding i indland og udland. At rapporten skal udarbejdes, blev besluttet i oktober 2019.
I maj 2020 udsatte man offentliggørelsen med en uge. Nu er offentliggørelsen udsat med mere end en måned.
Kritisk profil i rådet
Igen begrunder rådet udsættelsen med, at der er store mængder relevante data, som skal vurderes.
Allerede halvvejs i processen, har arbejdsgruppens formand, Hans Kromhout, ytret sig kritisk om 5G og de trådløse grænseværdier til det nederlandske dagblad De Telegraaf. Det skete 23. marts i år.
Over for avisen kritiserede han dels strålingskomitéen ICNIRP’s indflydelse i Europa. Han kritiserede også, at ICNIRP, som står bag en lang række landes grænseværdier, tilsidesætter et kræftfund i et dyrt og veludført dyreforsøg.
Han anførte over for De Telegraaf, at strålebeskyttelse ikke lever op til samfundets strenge standarder for kontrol med kemikalier, pesticider og medicin.