
NYHED / UDLAND: Et demokratisk medlem af USA’s lovgivende parlament, Kongressen i Washington, forlangte i 2019 at vide, hvorfor USA’s føderale telestyrelse, FCC, ikke har skærpet grænseværdien for mobilstråling.
Dan Lipinski, som er valgt til Kongressen i Illinois, mener, det må være påkrævet efter at en amerikansk regeringsinstitution i 2018 afsluttede et 19 år langt forskningsprojektet i Det Nationale Toksikologiske Program (NTP), som viste et klart kræftresultat hos forsøgsrotter.
19. november skrev Dan Lipinski til telestyrelsen FCC og forlangte svar på et spørgsmål om grænseværdi og et spørgsmål om mobiltelefoners strålingsemissioner.
21. februar 2020 kom der svar fra Ajit V. Pai, som er formand for FCC. I brevet skriver FCC-lederen, at en seks år lang proces gik forud for FCC’s beslutning.
Det svar tilfredsstiller ikke Dan Lipinski, som raser i en ny reaktion på sin hjemmeside, hvor Dan Lipinski skriver:
”Jeg er skuffet over formand Pai’s svar på mine bekymringer over FCC’s sikkerhedsstandarder for radiofrekvent eksponering. FCC skal være mere gennemsigtig omkring sin forskning og beslutningsproces i forbindelse med 5G. Det er vigtigt, at der gøres en legitim indsats for at informere offentligheden om forskningen på en detaljeret måde, så offentligheden kan have tillid til sikkerhedskravene omkring moderne trådløs teknologi. Jeg undersøger, om der er lovhjemmel til at kræve, at der kommer mere ansvarlighed og gennemsigtighed.”
Falder sammen med aktuelle retssager
Både grænseværdien for mobilstråling i USA og mobiltelefoner, som kan overskride USA’s grænseværdi, er blevet genstande for retslige søgsmål.
Sundhedsaktivist og dynastimedlem Robert F. Kennedy Jr. vil på vegne af sin organisation, Children’s Health Defence, retsforfølge telestyrelsen FCC for sin beslutning 4. december 2019 om ikke at stramme grænseværdierne for mobilstråling.
Et generelt søgsmål mod Apple og Samsung er varslet af et amerikansk advokatfirma. Anledningen er, at en stor test af mobiltelefoner, som avisen Chicago Tribune fik foretaget og som blev offentliggjort i avisen 21. august 2019, viste overskredne grænseværdier.
FCC mener dog, at styrelsens egne test kan tilbagevise avisens målinger, selv om Chicago Tribune brugte et professionelt og FCC-akkrediteret laboratorium.