
NYHED / UDLAND: Det er uansvarligt, at Kommissionen i EU fokuserer på cybersikkerheden ved 5G men ikke på helbredeffekter.
Det mener det bulgarske medlem af Europaparlamentet, Ivo Hristov, skriver EU-nyhedsmediet Euractiv.
Tirsdag sagde han under sin tale i parlamentssalen, at der savnes en helbredsanalyse, når der er advarsler fra mange røster i videnskabelige kredse.
”EU har i øjeblikket ingen vurdering af den menneskelige sundhedsrisiko, når man introducerer 5G-teknologien.” Sagde han blandt andet:
“Kommissionen havde den opfattelse, at sådan en vurdering ikke var nødvendig på trods af advarsler fra det videnskabelige samfund. Det synes jeg, er uansvarligt”, sagde han og fik opbakning af medlemmer fra parlamentets grønne gruppe, hvor især tyske Klaus Buchner fra det tyske økologiske midterparti ÖDP har ført an i Europa-Parlamentets sundhedsbetingede 5G-skepsis.
Ivo Hristov sidder selv i den store socialdemokratiske parlamentsgruppe.
EU-Kommissionen opfordrede 26. marts i år medlemslandene til at tage skridt for at øge datasikkerheden omkring 5G-netværket. En lignende anbefaling er ikke kommet i forhold til sundhed og miljø.
Det er til trods for, at EU’s videnskabelige komité SCHEER selv klassificerede 5G som en ud af 14 mulige nye miljøtrusler i en miljøtrusselsrapport fra 20. december 2018.
Rapporten anfører, at så længe det kontroversielle spørgsmål om mobilstråling er uafklaret, er der mulighed for utilsigtede biologiske konsekvenser.
SCHEER-komitéen gav 5G-spørgsmålet højeste prioritet i rapporten.