Tabt Tråds tidslinje er journalistiske nedslag over væsentlige begivenheder, der har skrevet historien om mobilforskningens årtier lange konflikt. Alle valg af nedslag er journalistiske og ikke udtryk for videnskabelig vægtning af oplysninger.
1995
Henry Lai og N. P. Singh, forskere ved University of Washington, offentliggør et opsigtsvækkende forskningsresultat, der konkluderer, at der ses brudt celle-dna ved forsøg med radiobølger og rotter. Henry Lai bedyrer senere, at han tænkte på radaroperatører og ikke på mobilbrugere, da han foretog studiet. En oprørt mobilproducent, amerikanske Motorola, begærer dog straks at holde møde med Lai.
1996
ICNIRP er reelt stifteren af Verdenssundhedsorganisationen WHO’s EMF Project, som skal vurdere helbredseffekterne af ikke-ioniserende stråling med massiv finansiering fra teleindustrien. Første leder for WHO EMF Project er den hidtidige ICNIRP-formand Michael Repacholi.
—
Bill Clinton underskriver ny amerikansk mastelovgivning, som giver teleoperatørerne radikalt frie vilkår til at rejse mobilmaster. I lovteksten afskæres borgere fra at kunne klage over en mobilmast med henvisning til sundheds- og miljøbekymringer, som der ikke er “substantiel evidens for”. Lokale myndigheders ret til at kontrollere masteopsætning bliver en vedvarende kampsag overalt i USA.
—
Mobiltelefoner for én krone med abonnementsbinding: Markedet for mobiltelefoner eksploderer i Danmark med kampagnetilbud, som gør mobiltelefonen til hvermandseje. I 1995 var det 20 procent af danskerne, som ejede en mobiltelefon. Med lynkampagne vinder mobiltelefonen totaludbredelse.
1998
WHO’s canceragentur IARC starter forberedelserne af det cirka 150 mio. kr. dyre INTERPHONE-studie, hvor 13 lande med brugerundersøgelser skal opklare, om der er sammenhæng mellem mobiltelefoni og kræft. Med case-control metoden, der inddrager flere personlige patientoplysninger, adskiller projektet sig fra det danske kohortestudie, som alene sammenlignende mobilabonnenter med personer uden eget privatabonnement.
—
ICNIRP udarbejder sine forslag til grænseværdier for mobilstråling, som har været gældende siden. Grænseværdien beskytter mod akut skade som følge af opvarmning.
1999
EU igangsætter det flerårige forskningsprojekt REFLEX, som med 13 laboratorier i 9 lande skal undersøge, om mobilstråling påvirker cellers dna negativt. Budget: Ca. 20 mio. kroner.
—
Det Nationale Toksikologiprogram (NTP) i USA igangsætter et mangeårigt projekt med dyreforsøg på foranledning af den amerikanske sundhedsstyrelse Food & Drugs Administration (FDA).
—
I en henstilling af 12. juli 1999 anbefaler EU’s ministerråd medlemslandene til at adoptere ICNIRP’s anbefalede grænseværdier. Henstillingen er ikke bindende for medlemslandene. Men Danmark tilslutter sig.